Kontrollerende Kommunikation


I voldelige forhold er kommunikation ofte et stort problem uden, at det umiddelbart kan gennemskues, hvad årsagen er. Der findes adskillige teknikker, der kan forhindre ægte og ærlig kommunikation, hvorved partneren opnår, at problemer hverken identificeres eller løses.


Hyppige afbrydelser og emneskift

Hyppige afbrydelser og emneskift kan blandt andet:

- forvirre dig
- få dig til at miste overblikket og glemme den pointe, du ville frem til
- få dig til at føle, det er forkert at tale om emnet
- få dig til at føle, du er uinteressant
- få dig til at være tøvende overfor at sige din mening
- forhindre, at du nogensinde får talt tingene igennem på tilfredsstillende vis
- flytte fokus væk fra det oprindelige emne og til et andet og for partneren mindre farligt emne


Eksempel

Jeg vil gerne tale med dig om vores ægteskab?

Intet svar, men han tænder for fjernsynet.

Hvorfor tænder du fjernsynet? Jeg forsøger at tale med dig..

Det er vel ikke forbudt at tænde for fjernsynet, og jeg kan stadig tale med dig, selv om det er tændt, ikke?

Jeg får indtryk af, at du er mere interesseret i fjernsynet end i at tale med mig..

Hvordan kan det være, at hver eneste gang, der er en udsendelse, jeg gerne vil se, vil du snakke om os. Du snakker tingene til døde. Snak, snak, snak. Kan du ikke bare lade mig se dether program? Vi kan vel snakke senere..

Men der bliver ikke talt hverken senere eller på noget andet tidspunkt.


Fordreje partnerens ord

Den kontrollerende partner fordrejer og fortolker ordene, så det får udseende af, at du har kritiseret og angrebet ham, når dette hverken var tilfældet eller hensigten.


Eksempel

Jeg kan snart ikke klare mere. Hvis tingene ikke ændrer sig, er jeg bange for, vi bliver nødt til at give op og skilles.

Det er op til dig. Jeg er også træt af dig!

Kunne vi ikke prøve at tale om det? Jeg ville gerne prøve at finde en løsning.. Måske parterapi?..

Hvad er der at tale om? Du skrider jo!

Jeg sagde, at hvis tingene ikke ændrede sig..

Sagde du ikke lige, du skred?

Jeg sagde..

Du sagde, du skred!


Papegøjesyndromet

Du hører din kontrollerende partner gentage dine beklagelser, men det er pludselig hans beklagelser over dig og ikke omvendt. Dette sker med flere dage eller ugers forsinkelse, og måske har du fornemmelsen af deja-vu uden at vide hvorfor. Situationen ændres til, at det nu er den kontrollerende partner, der fremsætter beklagelser over din opførsel, og ønsker at tale med dig, om de problemer, du forårsager, ikke omvendt.


Undlade svar eller overhøre

Udebliver respons er det yderst vanskeligt at opretholde nogen egentlig kommunikation og endnu vanskeligere at få et ægteskab eller parforhold til at fungere. Mange kontrollerende mænd bruger tavshed som våben. Tavsheden kan vare timer, dage eller uger og ethvert forsøg på kommunikation er nyttesløst.


Gå sin vej

En anden metode til at kontrollere kommunikation er at gå sin vej under påskud af at skulle noget andet (meget vigtigt), eller ved at fremprovokere et umiddelbart skænderi, der bruges som undskyldning til at fare ud af døren.


Nægte at kommunikere

Det har vi talt om!

Emnet er uddebatteret!

Det gider jeg simpelthen ikke tale om igen!

Det troede jeg, vi havde talt om!

Det eneste problem, vi har, er, at du taler tingene til døde!


Kropssprog

Det er muligt med kropssprog at tage modet fra partneren ved at udtrykke misbilligelse:

- skære grimasser
- sukke eller stønne højlydt
- rulle med øjnene
- trække på skuldrene