Minipip fortæller sin egen historie
Mit liv med vold
Jeg har altid drømt om at stifte familie. Møde den rette mand, få børn og have et liv med ro og lykke. Min mand ville
elske mig, støtte mig, og sammen ville vi kunne klare alt det, som verden kunne finde på at smide på vejen af forhindringer.
I gymnasiet mødte jeg så ham, jeg følte var manden for mig. Det faktum, at han var 8 år ældre, og at ingen i hverken min
familie eller vennekreds brøds sig om ham, gjorde mig blot endnu mere sikker på, at jeg valgte rigtigt. Han havde et helt
særligt glimt i øjet, og han behandlede mig som en gudinde.
Vi flyttede hurtigt sammen og set i bakspejlet var der allerede så tidligt i forholdet ting, der burde havde fået mine
alarmklokker til at ringe. Han kontrollerede, hvor jeg skulle hen og, hvad jeg lavede. Han skældte mig ud og brugte,
hvad jeg nu ser som psykisk afstraffelse, i form af at nægte at tale til mig, forlade lokalet, når jeg kom ind,
forlange undskyldninger eller sige, at jeg skulle bevise, at jeg stadig elskede ham.
Og langsomt sneg den fysiske vold sig ind i forholdet. Første gang i form af en lussing og et skub. Episoden endte med,
at han sad grædende på gulvet, mens jeg forsøgte at trøste ham, samtidig med jeg var gal på mig selv, fordi jeg havde
gjort ham så vred. Fra den dag af blev volden en større og større del af min verden. Jeg var overbevist om, at jeg ville
være i stand til at gøre min kæreste så glad, at han ville holde op med at slå. Han sagde til mig, at han var nødt til at
slå mig, for det var den enste måde, hvorpå jeg kunne lære at leve livet fornuftigt. Og jeg stolede blindt på ham.
Som årene gik eskalerede volden, og mit håb om at få ro og lykke i mit liv blev efterhånden afløst af total magtesløshed
og overgivelse. Som oftest var turene på skadestuen en nem affære, hvor jeg ikke blev spurgt om noget. Enkelte gange
forsøgte en læge på skadestuen at få mig til at fortælle, hvad der rigtigt var sket, men jeg vidste, at ingen kunne
hjælpe mig. I mit hoved havde jeg fortjent hvert eneste sting, brækkede knogle og alle smerterne.
Jeg boede sammen med ham i mange år, hvor jeg løj overfor mig selv og troede, at ingen viste, hvordan tingene stod til.
Jeg droppede al kontakt til min familie, og jeg trak mig væk fra alle min venner, som jeg mistede en efter en. Da jeg
begyndte på mit studie, var der flere medstuderende, som forsøgte at nå ind til mig, og jeg afviste dem alle. Den eneste,
der holdt ud og holdt fast i mig, da det hele brød sammen, var min socialvejleder, som vidste, at jeg ville trække mig,
hvis hun pressede.
En dag bankede han mig så voldsomt, at jeg måtte indlægges på hospitalet i en længere periode, og ifølge lægerne skulle
prise mig lykkelig for, at jeg ikke var død eller endt som invalid. Dér gik det op for mig, at han aldrig ville stoppe
– at jeg aldrig ville kunne elske ham så meget, at han holdt op med slå. Den erkendelse skræmte mig utrolig meget, og
jeg besluttede, nærmest høj af den ro, der omgav mig på hospitalet, at nu måtte det være slut. Min socialvejleder fra
seminariet hjalp mig med at søge orlov fra studiet og melde ham til politiet, og så begyndte mit liv uden vold.
Nedturen
Mens jeg var indlagt, blev jeg tilbudt psykologbistand og støttegrupper, men jeg takkede nej. Jeg følte bestemt ikke,
at jeg var som de kvinder, man normalt snakkede om i den forbindelse. Jeg ville bare have, at verden lod mig være i fred.
Da jeg blev udskrevet, forsvandt den sidste rest af menneskelig kontakt. Jeg havde min læge, som var yderst behjælpelig
med udskrivning af recepter til både sovemedicin og beroligende piller. I de første par uger kom der en hjemmesygeplejerske
og ordnede de sidste rester af mine fysiske skader. Og så havde jeg en enkelt standhaftig veninde tilbage, som ihærdigt
forsøgte at hive mig op. Jeg var gal og rasende på dem alle sammen og lod dem ikke komme tæt på mig.
Så jeg sad stort set alene det næste ½ år i det hus, der tidligere havde været vores fælles hjem. Jeg drak tæt og spiste
alt for mange af de piller, som lagde sådan et beroligende låg på alle de følelser, der ulmede indeni. Og til sidst kunne
jeg ikke klare mere.
Jeg magtede ikke at leve, så jeg tømte alle de pilleglas, jeg kunne finde. Om det var alt det kolde vand i den tomme mave,
eller om det var mit overlevelsesinstinkt, der satte ind, ved jeg ikke – jeg endte med at ligge på gulvet og kaste det hele
op. Det var en frygtelig og voldsom oplevelse, som på en eller anden måde vækkede noget i mig. Jeg var alligevel ikke helt
klar til at give op.
Kort tid inden veninden endelig gav op, gav hun mig et modem, som hun sørgede for at slutte til. Og efter en noget famlende
start, opdagede jeg internettet og chat. Ved et tilfælde endte jeg på Forum (det der nu hedder Ofir), og det åbnede en helt
ny verden for mig. Her var tale om total ufarlig social kontakt, og jeg nærmest boede derinde, for selvom intet skræmte mig
mere end andre mennesker, havde jeg brug for kontakten.
Det tog dem lang tid, men det lykkedes efterhånden for de andre chattere at overbevise mig om, at de ikke var farlige.
De hjalp mig med at installere icq over nettet, og jeg snakkede med et par stykker over telefonen. Da jeg ikke længere
kunne holde ud at bo i et hjem, der i den grad var fyldt med dårlige minder, var det en af chatterne, der sørgede for,
at jeg fik tag over hovedet, da jeg efter en enkelt overnatning i Ørstedsparken endelig fik mod til at bede om hjælp.
Langsomt hev de mig ud af min isolation, og det er jeg dem evigt taknemlig for!
I dag bor jeg sammen med den chatter, der uden forbehold åbnede sit hjem, sit liv og sit hjerte for et ødelagt pigesind
- han blev i den grad min redning.
De første skridt
Da jeg flyttede ind hos Lars, den chatter, der senere skulle vise sig at være mit livs kærlighed, var der ingen af os, der
anede, hvad vi gik ind til. Og det var nok meget godt, for ellers havde vi formentlig givet op på forhånd.
Først skulle jeg ud af mit misbrug, hvilket jeg gjorde ”cold turkey” med alle de problemer, det fører med sig. Jeg
overlevede og skulle pludselig se mig selv og verden i øjnene uden at være fuld eller bedøvet af piller.
I en lang periode kunne jeg slet ikke finde en døgnrytme, og når jeg endelig fik sovet et par timer, havde jeg de mest
forfærdelige mareridt om alt det, jeg havde været udsat for. Lars var tålmodigt oppe hver nat og trøste, mens han
forsøgte at passe sit job. Det var en hård tid for os begge, og jeg var til tider forfærdelig mod Lars, fordi det stred
imod alle mine erfaringer at lade et andet menneske komme tæt på.
Jeg skulle i gang med min uddannelse igen efter 1 års orlov, og første hurdle var at komme ud i verden igen. Jeg turde
ikke gå udenfor en dør alene – bare at være alene hjemme var tortur. Det krævede tålmodighed og stædighed at overvinde
den skræk, og jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har måttet vende om og gå hjem, stå af bussen, opgive at handle ind
eller afbryde studiegruppen, fordi jeg ikke kunne klare det. For ikke at tale om alle de gange, Lars har måttet opgive
eller afbryde ting, han gerne ville, fordi jeg gik i panik og ville hjem.
Langsomt blev det bedre, og jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg for første gang nåede fem til mit praktiksted uden at
måtte stå af bussen…hvilken sejr! Det lykkedes mig at overleve studiegruppen og eksamen, og jeg fik papir på, at jeg var
uddannet pædagog. Jeg fik stammet mig igennem en jobsamtale og fik et job.
I dag er jeg helt ude af mit misbrug. Jeg kan handle ind selv. Jeg sover hver nat og har sjældnere og sjældnere mareridt.
Jeg kan tage i biografen, og jeg kan tage med både bus og tog alene. Jeg kan være alene hjemme. Jeg passer mit job, og
jeg er blevet meget mindre afhængig af Lars. Nu begynder vores forhold at minde om et almindeligt parforhold.
4 år efter
Jeg er nået meget, meget langt – meget længere, end jeg nogensinde havde troet muligt. Og jeg er slet ikke færdig endnu!
Det er efterhånden lykkes mig at få de fleste praktiske ting i mit liv i orden, så jeg nu føler, at jeg har et liv, der
er værd at kæmpe for.
Jeg er nu nået dertil, hvor jeg så småt er begyndt på at få bearbejdet de ting, jeg har oplevet og få sat alle de følelser,
der følger med, på plads. Det virker måske som sådan en lidt bagvendt måde at gribe det an på – og jeg ved ikke, om det havde
været nemmere, hvis jeg havde takket ja til de tilbud om hjælp, jeg fik dengang.
I dag har jeg selv taget kontakt til en terapeut, som kan hjælpe mig med den proces, jeg er midt i. Jeg har valgt en kognitiv
terapeut, fordi jeg føler mig godt tilpas ved tanken om, at det ikke handler om at dvæle ved det, der er sket. Kognitiv
terapi handler om at dvæle ved, hvordan man integrere sine erfaringer på en sådan måde, at man handler hensigtsmæssigt på
trods af disse erfaringer.
Jeg arbejder med afspændingsøvelser og vejrtrækning. Dette fordi jeg ikke er god til at slappe af i min krop –
jeg er tværtimod næsten altid anspændt og på vagt. Jeg arbejder med automatiske tanker, hvor jeg forsøger at identificere,
hvad det egentlig er, jeg siger til mig selv i forskellige situationer. Jeg arbejder med de følelser, som min fortid har
lejret i mig ved dagbogsskrivning og samtaler med terapeuten.
Jeg har som sagt selv valgt terapeut, og jeg betaler også selv. Jeg har været i kontakt med min læge, som var meget
sød og forstående og gerne ville være behjælpelig med medicin, men han kunne desværre kun kunne henvise mig til behandling
hos en psykiater, hvilket jeg ikke ønskede. For mig ville medicinering være symptombehandling, og med mit tidligere misbrug
in mente, havde jeg ikke lyst til at starte på sådan en behandling.
Det er afsindig hårdt, og jeg erkender blankt, at jeg til tider har haft mest lyst til at give op. Alligevel findes der
indeni mig et eller andet, der gør, at jeg hver gang genfinder bare lidt tro på, at det nok kan blive bedre. Og så fortsætter
jeg. Det bliver jeg ved med – jeg vil leve mit liv, og det skal være mig, der bestemmer, hvordan min fremtid skal forme
sig…ikke min fortid!
Aktiv mod vold
Efterhånden som jeg har fået mere og mere styr på mit eget liv, har jeg også kunnet mærke et voksende behov for at gøre
noget mere aktivt for at hjælpe andre voldsofre. For det første fordi jeg i dag er i den situation, at jeg lever et godt
og lykkeligt liv, og det giver mig en masse overskud. For det andet fordi jeg gerne vil fortsætte med at bruge mine
erfaringer til noget konstruktivt.
Første skridt var at beslutte mig for en videreuddannelse. Jeg er blevet optaget på Ole Vadum Dahls’ ID-terapeut uddannelse
og har på sigt planer om at bruge denne uddannelse til at arbejde med familier, der er voldsramte. Den terapeut, som jeg
selv opsøgte, er uddannet ID terapeut, og mine erfaringer med den kognitive terapi har været utrolig positive – derfor var
valget ikke svært.
Mit andet skridt var at kontakte Røde Kors og spørge, om de havde brug for flere frivillige til deres Offerrådgivning.
Det havde de, og efter en samtale med områdelederen og nogle af de andre rådgivere blev jeg ansat og er nu aktiv offerrådgiver
i Københavnsområdet.
I august 2003 fik jeg en henvendelse fra Congo Film, der var i gang med Ligestillingsministeriets kampagne ”Stop vold med
kvinder – bryd tavsheden”. Instruktøren havde læst min hjemmeside og ville gerne have mig med i projektet, og det sagde
jeg ja til. I den forbindelse blev jeg opmærksom på, at der under samme slogan var iværksat et netværksprojekt for
voldsramte kvinder, og dette projekt har jeg nu ansøgt om at deltage i som en af repræsentanterne for København.
Som jeg sidder lige nu og tænker tilbage på mit liv, kan jeg se, hvor langt jeg er nået. Det har været hårdt arbejde, og
det har krævet en stærk vilje, opbakning, mod samt en god portion stædighed. Og det har uden tvivl været hver eneste tåre,
angstanfald, frustration og kamp værd - omsider føler jeg, at jeg for alvor har fået frigjort mig fra offerrollens snærende
lænker og er sprunget ud som en aktiv, stærk og bevidst kvinde med selvværd og overskud.
Minipip blev siden gravid og tog en beslutning om, at hendes barn ikke skulle vokse op med en mor, der havde en identitet
som "tidligere voldsramt". Minipip valgte derfor at lukke sit website og vil i en periode fremover være væsentligt mindre
aktiv i sit arbejde med voldsramte kvinder.
Kvinder I Krise er taknemmelig for at have fået lov til at overtage mange værdifulde informationer fra Minipip's website
til hjælp for de voldsramte kvinder.