Vold i familien er en alvorlig sag

af Thyra Ernstsen


Der er mange bolde i luften, når en kvinde udsættes for vold i sin familie. I det efterfølgende bringer jeg nogle temaer op, som der naturligvis kan siges meget mere om. Mit håb er, at jer, der læser det vil give jeres besyv med, så de synsvinkler I har, kan komme med i debatten. Selv arbejder jeg som leder af et krisecenter og har kontakt med mange kvinder hvert eneste år. Derfor ved jeg, hvor kompliceret emnet er. Det skal dog ikke forhindre os i at tage fat på det og begynde at snakke om, hvad det gør ved en familie at være påvirket af vold. I det følgende indlæg er der ikke fokus på børnene. Dette betyder ikke at de er overset, men at der senere vil følge indlæg, der tager fat på hvad det betyder for dem.


Kærlighed, der opleves i voldelig sammenhæng giver angst

Under normale forhold kan vi mentalt kan tage sutsko på og være os selv i vores eget hjem, men det er anderledes i den voldelige familie. Der lurer angsten. Når et menneske er blevet slået eller truet af et familiemedlem, opstår frygten for, at det sker igen, og trygheden forsvinder. Hverdagen bliver langsomt forgiftet af angst for, hvornår volden kommer næste gang. Den voldsramte bliver optaget af at indrette sig, så der ikke kommer kurrer på tråden, så det næste angreb kan undgås. Derved er angst blevet den dominerende faktor i et voldeligt forhold. Angsten får den voldsramte til at bortforklare volden og til at fortrænge smerten over det skete. Hun idylliserer forholdet, fordi det er lettere at lægge sit fokus på andet end det menneskelige. Der bliver et stort behov for at holde overfladen pæn og for at fremhæve, hvor godt det går. Derfor vil andre have svært ved at få øje på, at der er noget galt, da facaden ikke bare er pæn, men til tider ekstra poleret og perfekt. Idyllisk set udefra, men helt anderledes indefra. Trygheden forsvinder gradvist og mangel på tillid mellem parterne bliver en faktor, der tager mange kræfter. Kvinden udvikler en særlig opmærksomhed, der har radaragtig karakter. Derved kan hun med et enkelt blik forudse, hvordan voldsudøverens humør er, og hun udvikler strategier for, hvad hun skal gøre for at undgå mere vold.

F.eks. sørger hun for at børnene er lagt i seng, så han ikke bliver irriteret. Hvis hun kan se, han er rigtig oppe at køre, overnatter hun måske hos sin veninde eller hos sine forældre, men med en perfekt undskyldning, der ikke har noget med ham at gøre. En ofte hørt bemærkning er: "Havde jeg bare gjort sådan og sådan, så var det ikke sket. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle vaske op på det tidspunkt."

Kvinden udvikler et beskyttende dobbelt bogholderi, hvor hun forsøger at undgå at fortælle hverdagsting til partneren, fordi hun ikke længere er sikker på, om det hun har foretaget sig, fremkalder psykisk eller fysisk vold.

F.eks. hvis han sidste gang, hun gik i butikker, blev vred og råbte op, så kan hun undlade at fortælle ham det næste gang. Hvis hun er rigtig presset, kan hun finde på at sige, hun var et andet sted, og når han finder ud af det, er hun rigtig i knibe, men fordi hun har løjet om småting.

Modsat kan hun føle sig nødsaget til at indrømme ting, der ikke er sket for ikke at udsætte sig for flere voldstrusler. F.eks. hvis han beskylder hende for at have kogt kartoflerne for meget eller at de er kolde, så tager hun det på sig og siger undskyld, selv om det ikke er rigtigt. Eller hvis han er vred over, at der mangler et eller andet i huset, så finder hun på en hurtig undskyldning. Han beskylder hende for at have dårlige venner, og hun dropper dem for husfredens skyld, men det hænder at hun kontakter dem. Hvis han checker, så fremstår hun som løgner, hvilket kan bruges mod hende igen og igen. Hun bli-ver beskyldt for at være upålidelig, og hendes forvirring og skyldfølelse stiger. Hun kan blive udsat for, at det trækkes frem i offentlige sammenhænge f.eks. retsager, hvor hendes små overlevelsesløgne bliver brugt som bevis på, at hun er ustabil og utroværdig.


Det er min skyld

Skyldfølelse er en integreret del af denne pinefulde proces. Hun tager hans anklager og hendes egne mislykkede forsøg på at skabe ordnede forhold som sit ansvar. Skylden og skammen får hende til at tie, selv på skadestue efter en voldsepisode eller hvis politiet dukker op efter tilkald fra naboer.

F.eks "Jeg sagde, at jeg var faldet ned ad trappen".

Hun ser sig selv som årsag til problemet og oplever ikke, at andre kan tage ansvar for, hvordan hun er blevet behandlet.

F.eks. "Det var mig, der glemte at aflevere tøjet på renseriet, havde jeg husket det, var han ikke blevet vred. Han gør det fordi han elsker mig. Han elsker mig så højt, at han ikke vil have, at jeg taler med andre."


Jeg kan ikke finde ud af mine følelser

Følelsesmæssigt vil hun forsøge at fortrænge angsten. Hun fornægter ydmygelserne og smerterne og insisterer på at huske hans gode og charmerende sider. Når han er i godt humør, har hun det himmelsk og han er verdens bedste mand. Der har aldrig været nogen, der har elsket hende så højt og givet hende så meget. Hun vil så at sige fraspalte det dårlige, som hun ofte vil kalde "det onde" og tænke, at hvis hun bare er tålmodig nok, så vil hans gode sider, som hun elsker, være dominerende og "det onde" vil forsvinde. Hun har svært ved at huske voldsepisoderne og skal have hjælp til at huske smerten. Hun får svært ved at håndtere følelser og vil ofte fremtræde enten følelsesmæssigt overspændt. dramatiserende eller meget nedtonet, næsten depressiv.


Jeg er ikke bedre værd

Mentalt bliver hun sporet ind på den tanke, at vold er en uundgåelig del af tilværelsen. Hun nok har fortjent det, når hun opfører sig på en måde, som udløser vold fra partneren. Måske har hun allerede erfaringer, som hændelser enten i barndom eller tidligere parforhold, der får det til at virke endnu mere indlysende for hende, at vold ikke er til at undgå. Eksistentielt og personlighedsmæssigt bliver hendes selvfølelse skadet og hun får svært ved at mærke egne og andre menneskers grænser.


Jeg kender ikke længere min krop

Kropsligt vil hun føle sig fremmedgjort. Hun er blevet vænnet til, at hendes egne behov ikke betyder noget, så kroppen bliver fjern, til tider følelsesløs eller kold. Hun har ofte spændinger i muskler i nakke, ryg eller mave. Hun får svært ved berøring, der jo kan betyde hvad som helst fra glæde til smerte. Hun kan ikke slappe af og forsøger at klare sig ved forskellige ubevidste stategier. Det kan være spise- eller søvnforstyrrelser; kroniske smerter eller alvorlige stressforstyrrelser.


Der er ingen, der vil tro mig

For at lette på problemet må rædslen og den respektløshed, som volden repræsenterer erkendes og bearbejdes. Den tillid, der er brudt, må ses i øjnene og der må arbejdes på at få øje på, hvor man kan finde mennesker, der er til at stole på. Rædsel og tillidsbrud er særligt vigtigt at være opmærksom på, når det gælder børns oplevelser, som også er en del af volden i hjemmet, selv om de ellers ikke er nævnt her.


Hvad kan venner gøre ved det?

En ven skal huske at beholde rollen som ven og ikke prøve at være terapeut. Dette gøres i første omgang ved at lægge øre til, hvad hun har at sige. Den voldsramte har brug for at tale om det, der faktisk skete. En nøje genfortælling af hændelserne er en vigtig del af at komme videre. Oplevelserne må sættes ind i den sammenhæng de hører til i, dvs. forankres i virkeligheden. Den voldsramte skal have lejlighed til at tale om, hvordan hun havde det med de følelser, der er knyttet til volden. På den måde kan hun udvikle en forståelse af, at følelsesmæssige reaktioner er normale. Den der lytter skal være optaget af det, som den voldsramte oplevede som det skete. I den sammenhæng er det ikke vigtigt, hvad andre har set eller oplevet. Det er hendes oplevelse og følelse, der gælder.


Hvad kan jeg gøre, hvis jeg selv er voldsramt?

At stoppe volden er en svær opgave, så søg hjælp. Det er for hårdt at klare alene. Der er flere trin, du skal igennem:

1. tal med nogen om det
2. kald vold for vold
3. placer ansvaret, hvor det hører hjemme
4. bearbejd voldserfaringer med professionelle
5. forøg forståelsen af egen adfærd
6. få øje på børnene

Så gå ikke med det alene, søg hjælp. Det fortjener enhver voldsramt, også selvom det er længe siden. Det fortjener dine børn, for de er også voldsramte. Det gælder for dem alle, også selvom det ikke var dem, der blev slået. Ved selv at få hjælp kan du måske blive til hjælp for andre, der er i samme situation.


Tal med nogen om det

I første omgang er det vigtigt at henvende sig til en eller anden, som du har tillid til. Du har brug for at tale med en, der tror på hvad du siger. Uden for familien findes en landsdækkende Hotline for voldsramte kvinder. Desuden findes en Hotline til andre kvinder, der selv har været udsat for vold og kan henvise til et lokalt netværk. Familie eller venner kan desuden hjælpe med at skaffe rådgivning fra et krisecenter eller psykologhjælp via lægen. En nærtstående skal ikke "lege" terapeut, men fastholde sig selv som familie eller ven. Rigtig rådgivning eller behandling skal foretages af uddannede folk. Men en god ven at læne sig til imellem behandlingerne er guld værd. Det betyder uendeligt meget at have venner, der hjælper og trøster, men først og fremmest tror på en.


Kald vold for vold

Det er vigtigt at kalde vold for vold. Det er almindeligt at nedtone handlingen og kalde det "et lille tjat" eller "han kom til", "han skulle bruge pengene" og lignende. Hjælpen ligger i at sige de faktiske forhold med de rigtige ord, selv om det lyder barskt. Hvis han har taget kvælertag, så er det ikke "han tog mig om halsen", men ordet kvælertag skal bruges. Det er fysisk vold. Hvis han har ydmyget og chikaneret dig på en måde, så du ikke længere ved, hvad der er op eller ned, så er det psykisk vold, og ikke bare en dårlig dag. Hvis han har drænet din økonomi f.eks. ved at stifte gæld i dit navn, så er det økonomisk vold. Hvis han har tvunget dig til sex på tidspunkter eller måder, du ikke ønsker, så er det seksuel vold. Smadrer han dit eller fælles ejendom er det materiel vold.


Placer ansvaret, hvor det hører hjemme

Endelig skal ansvaret placeres på det rette sted, nemlig hos udøver. Det kan godt være, at du som voldsramt kan finde undskyldninger eller forklaringer, men det kan ikke bortforklares, at det faktiske var en bestemt person, der foretog de voldelige handlinger. Vold er strafbart, så en del af an-svarsfordelingen er at dokumentere volden ved at tage på skadestue eller til læge, så volden kan blive registreret. Evt vidner kan også bruges til at dokumentere volden. Du har mulighed for at politianmelde, men du skal vide, at der er brug for dokumentation for at politiet vil rejse en sag.


Bearbejd voldserfaringer med professionelle

Voldserfaringerne skal behandles. Lang tids vold har skabt store problemer i dit liv og det kan have udviklet sig til traumer, som du behøver professionel hjælp til at bearbejde.


Forøg forståelsen af egen adfærd

Vi er alle en del af det liv vi lever. Du vil få brug for at forstå, hvilken del af voldsmøsteret, der er dit og hvordan det kunne lade sig gøre, at det kom så vidt. Det kræver professionel hjælp at komme se egne mønstre og årsagerne til dem i øjnene. Det er ikke let og tager tid, men det kan lade sig gøre.


Få øje på børnene

Børnene er også voldsramte, selv om de ikke direkte har fået bank. De har levet med voldens virkninger og har ofte været vidner til det, der skete. Det kan være smertefuldt at se i øjnene, at de også har lidt, men det er en nødvendig proces for at kunne skaffe dem luft til at tale om volden. Børnenes lidelse kan også være en motivation for dig til at gøre noget ved dit voldelig forhold. De forventer at du beskytter dem.


Til slut et glimt ind i en kvindes liv med vold:

Hvis nogen opdagede hvad der skete hjemme så, ville der ske alt muligt forfærdeligt. Jeg var bange for:

1. At miste mine børn
2. At miste mit hjem
3. At blive sindssyg
4. At dø
5. At blive alene
6. At det er min skyld
7. At have fortjent det
8. At være en dårlig mor
9. At komme til at dræbe
10. At det aldrig holder op

Så opdagede jeg at volden var så forfærdelig, at det ikke var til at bære. Jeg er stadig bange, men nu gør jeg noget. Jeg begyndte med at tale med en, jeg har tillid til. Det kan du også gøre.


Thyra Ernstsen er uddannet pædagog og socialrådgiver og har været leder på Fredericia Krisecenter i 4 år.